Bokssæt med Carl Nielsens seks symfonier viser driften i værkerne

POlitiken.de
23/05/2016

Estisk dirigent og tysk orkester lader Carl Nielsens indre vilje til liv bryde frem i stort bokssæt med alle seks symfonier.



Nyfødte børn kan knap selv løfte deres store, tunge hoveder. Alligevel har de en indre vilje til at forsøge at kigge op, til at være en del af virkeligheden. De løfter den mærkelige kugle af et hoved, der dratter ned med et nøk, alligevel forsøger de igen og igen. En indre vilje til liv.

Sådan har dirigenten Paavo Järvi udtalt sig om titlen på Carl Nielsens fjerde symfoni ’Det uudslukkelige’. Musik er denne vilje til liv – andre kunstarter repræsenterer eller omskriver liv, men musik er liv og ligesom livet uudslukkelig, sagde Nielsen selv om sin symfoni. Eller som videnskabsmanden ofte udbryder i ’Jurassic Park’: »Life will always find a way«.
Musikerne spiller præcist og ivrigt - barnet løfter til sidst hovedet overbevisende op

Det er tydeligt, at Järvi har et sigte med at udgive Nielsens seks symfonier samlet og i kronologisk rækkefølge. Der er en drift i værkerne, der peger direkte frem mod et klimaks, som til gengæld klinger et overraskende sted. Ikke som ventet dér, hvor lilletrommen får lov at give den gas i femte symfoni.
Fokus på Nielsens indre kampe

Det er oplagt at sammenligne Järvis udlægning med Herbert Blomstedts indspilning med San Francisco Symfonikerne. Den svenske dirigent og nyslåede modtager af Sonningprisen er især kendt for sit arbejde med Nielsen. Der er stor forskel.

Første symfoni lægger bredt og kraftigt ud hos Blomstedt, med en fyldig åbningsakkord. Järvi gør det modsatte, med en slank og mere tilbageholdt klang, der netop er karakteristisk for de efterfølgende ca. 3 en halv time. Symfonien fra 1891 er i det hele taget mere søgende i sit udtryk hos Järvi, og flere steder næsten indadvendt. Barnet kan endnu ikke bære sit eget hoved.

De fire menneskelige temperamenter afbilder Nielsen i den anden symfoni, og her er Järvi til gengæld ’kolerisk’ på den rette opfarende måde. I andensatsen er den ’flegmatiske’ unge mand, Nielsen her skildrer, diskret begavet – ikke doven, som man før har hørt hos f.eks. Bernstein. Der er betoning på dissonanserne i satsen.

Stor dynamisk variation i den tredje symfoni, og Järvi har i det hele taget et mere kammermusikalsk fokus. De enkelte instrumenters soloindsatser er virkelig klare, og detaljer pibler mere frem end i de fuldfede amerikanske versioner, som Alan Gilbert med New York Filharmonikerne på det seneste har bidraget med.

I den fjerde symfoni ’Det uudslukkelige’ bliver vi kastet direkte ind i en konflikt, som allerede er i gang. En krigssymfoni fra Første Verdenskrig, og dér hvor fløjter og horn leger med hinanden, er der virkelig dømt duel og strid – pistolskudsbratscherne er helt fremme i lydbilledet.

Det er hurtigere end Blomstedt, men mærkeligt nok mindre hektisk, mere som har det en iboende vilje eller kim til at komme frem, som det netop er tænkt fra Carl Nielsens side. Musikerne spiller præcist og ivrigt – barnet løfter til sidst hovedet overbevisende op.

Femte symfoni hænger tæt sammen med fjerde symfonis krigsunivers, men er mere en skildring af indre kamp. Blomstedt er her lidt sentimental undertiden i en æstetisk korrekt version. Hos Järvi er der en anden retning – frem mod noget lidt uventet.

Symfonien har umiddelbart klimaks i slutningen af første sats, hvor det stort anlagte tema vrister sig fri af lilletrommens marchrytme. Også her er det fejende flot spillet, men fokus ligger i det, som følger efter – i overgangen, hvor klarinetten får sjældent meget plads i en gribende solo.

Klarinetten er set som symbol på den indre verden i femte symfoni – senest gør Jørgen I. Jensen det i sin biografi om komponisten – og netop dette kendetegner Järvis forståelse af Nielsen. Overgangen til finalen i den afsluttende sats får også særlig vægt, og en meget rørende betydning. En betragtning over forløbet i musikken: Med løftet hoved betragter barnet nu verden, eftertænksomt og reflekterende.

Blomstedts eller Gilberts indspilninger er indimellem mere gribende med deres kropslige orkesterklang. Järvis mindre pompøse tilgang raffinerer i stedet overgangene og de stille passager, med fokus på Nielsens indre kampe og vilje til liv.

Et liv, der ikke lader sig slukke, men derimod her finder en sindrig vej gennem symfonierne.

http://politiken.dk/kultur/musik/cd-klassisk/premium/ECE3218546/bokssaet-med-carl-nielsens-seks-symfonier-viser-driften-i-vaerkerne/